Sæt en bremse i over for hyppige hastesager

on

Oplever du jævnligt, at du må styrte af sted for at nå en eller anden tidsfrist? Hastesager er dagligdagen for mange medarbejdere og ofte med den konsekvens, at man risikerer at lave fejl, fordi man kan være mere tilbøjelig til at springe over, hvor gærdet er lavest. Og de opgaver man havde planlagt for dagen, må man udsætte til næste dag.

Hastesager kan vi som regel ikke undgå. Men derfor kan det nu alligevel være fornuftigt en gang imellem at stoppe op for at se nærmere på, hvorfor de opstår, og om vi evt. kan reducere antallet. Er det fordi en kunde står med et påtrængende behov? Og er det evt. altid den samme kunde, der kommer med hastesagerne? Er det en chef, der står og skal bruge en rapport her og nu? Eller er det dig selv, der igen og igen udsætter opgaverne med det resultat, at den ene hastesag afløser den anden? Årsagerne kan være mange.

Uanset hvad kan det imidlertid ofte være en god ide i en periode at føre en log over hvilke hastesager, dagen byder på. Prøv så at studere listen nærmere og vurder om der evt. kan gøres noget for at undgå at komme i den samme situation igen. Ofte vil man konstatere, at flere af sagerne kunne have været undgået, hvorimod enkelte naturligvis ikke er til at undgå. Men kan du f. eks. reducere antallet med 50%, er du sikkert også nået langt.

Af Frants Dige Pedersen, PIE

This site is protected by reCAPTCHA and the Google Privacy Policy and Terms of Service apply.